Sushi til mig - nedskæringer til dagpengemodtagere

Jeg er nu nået dertil i mit liv hvor bankdamen fedter for mig mens hun prøver at låne mig penge eller oprette American Express, skattelettelser er noget der kan mærkes og besparelser på børneområdet ikke rigtigt kommer til at betyde noget for mig økonomisk. Godt for mig.

Men jeg kan ikke forstå hvorfor det er dem der har mere brug for pengene end mig der skal betale for de røde tal der pludseligt kommer på bundlinjen? Ærligt talt – det er da meget fedt at få skattelettelser men at dagpengemodtagere, studerende og storproducerende børnefamilier skal betale for min sushifrokost kan jeg simpelthen ikke forstå.

Hvis ikke børn har gode opvækstforhold, så bliver de statistisk set dårligere rustet til at løfte den opgave det er at få samfundet til at køre når jeg bliver gammel. Så jeg er ikke engang taknemmelig for den ekstra sushi jeg kan gufle i mig – jeg synes faktisk det er en direkte dårlig investering at bespise mig med sushi og et ekstra sæt stiletter.

Det kan umuligt give et bedre (velfærds)samfund at stampe folk ned i underklassen.
Er det så meningen at jeg skal til at bruge de ekstra penge jeg får mellem hænderne til privatskoler, fritidsordninger og hvad der eller måtte være af udgifter der lige pludselig dukker op på grund af besparelser? Det ville da være kedeligt – så hellere lade mig slippe for den ekstra administration og giv mig nogle gode forhold til mine børn som jeg deler med dem der er dårligere stillet økonomisk.

Familier der får mange børn gør det jo ikke nødvendigvis velovervejet. Hvis man skal gå og spare op til børnene for at kunne få dem passet og uddannet ville vi formentlig ende med nogle fødselsrater a la dem vi ser i Italien og Tyskland. Bevares de laver hhv. god mad og gode biler, men hverken deres pasningssituationer eller befolkningspyramider er noget der kan skabe flere hænder til at løfte samfundet med på længere sigt.